Lærergerning har udviklet sig over mange år. Den lærer,

som vi kender i dag, og den vi forbinder med vores

barndom, er nødvendigvis ikke ens. Det er ikke kun

lærergerningen, som har udviklet sig, men også samfund-

ets opfattelse af skolens og lærerens formål. Dette kan

man se i folkeskolens formålsparagraf, der giver et tyde-

ligt indblik i, hvordan samfundet er blevet mere og mere

bevidste om kvaliteten og indholdet af skolens formål.

 

Den første formålsparagraf kom i 1739, hvor uddannelse

blev tilgængelig for ”alle og enhver, end og de fattigste

Børn overalt paa Landet” dog med undtagelse af piger.

Undervisningens formål er på dette tidspunkt fokuseret omkring kristendommen og Guds ord.

Det primære og eneste fælleskab er altså kirken og uddannelsen i den kristne tro. I 1814 sker der en tilføjelse i form af, at skolen nu også skal ”bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten”. Kirken er ikke længere det eneste fællesskab, men står nu overfor staten, som er blevet et sekundært fællesskab. Dog bunder staten stadig i et kirkeligt perspektiv, da staten bestod af den enevældige konge.

 

Der skulle gå over 100 år, før der kom en ny formålsparagraf. I 1937 og i 1958 kommer der en ny formålsparagraf, der skiller sig ud fra de foregående ved, at der bliver et lille øget fokus på ”Børnenes Anlæg og Evner” og ”at styrke deres karakter”. Dette sker i takt med en øget demokratisering og enevældens slutning i 1849.

Samtidigt begynder John Deweys tanker at cirkulere rundt hos de yngre lærer (forsøgslærerne), som ønsker at reformere hele skolevæsenet, så der kommer større fokus på elevernes opdragelse til demokrati, selvtillid og ligeværdighed.

Der er imidlertid stadig en skepsis i samfundet, og forsøgslærerne får ikke drevet deres vision igennem. Først i 1975 ser man i folkeskolens formålsparagraf demokratiet nævnt, og nu er det primære fællesskab ikke længere kirken, men derimod den demokratiske stat.

Det er heller ikke længere udelukket læreren og skolen, men også forældrene som bærer ansvaret for ”at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling”.

 

I årene op til og efter 1993 begynder folkeskolen stille og roligt at blive et sekundært fællesskab, hvor ”undervisning og hele dagligliv må (...) bygge på åndsfrihed og demokrati”. Det sekundære fællesskab understøtter her det primære fællesskab ved at sørge for, at eleverne ”opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”. Det øgede fokus på at forberede elever til den demokratiske stat vedrøre Hal Kochs tanker om demokratiet som livsform, og hvor dialog og samtale er det bærende element. Demokratiet er iflg. Hal Koch, hvor man fremlægger synspunkter og prøver at nå frem til en for alle parter rimelig løsning.

Formålsparagraffen fra 2006 er den seneste af sin slags. Den minder utrolig meget om paragraffen fra 1993, men nu er der tilføjet, at ”folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse(...)i et samfund med frihed og folkestyre”. Dette kan tolkes som, at det primære fællesskab nu er flyttet til folkeskolen og den enkelte klasse, som skal fungere som øvebane for det sekundære fællesskab, det demokratiske samfund. Dvs. at der er et mutualistisk forhold mellem det primære og det sekundære fællesskab, der fremgår i folkeskolens formål. Spørgsmålet er så, hvorledes man får et demokratisk fællesskab i klassen?

​

For at besvare spørgsmålet er vi søgt udenbys. Vi har trodset Corona tiderne og været ovre ved Jan Gandrup for at interviewe ham om sit arbejde som klasselærer og fællesskabets dynamikker. Jan har en hel klar filosofi om vigtigheden af et godt fællesskab i klassen.

​

”Jeg bruger tit det der begreb med, at de er på et skib, og alle har en åre. Hvis der er en, som ror forkert eller ikke ro, så sejler skibet skævt. Jeg er så kaptajn på skibet, og det er mig, som stiller retningslinjerne. Så skal de bare sørge for at sejle lige meget, og hvis én sejler skævt, så skal de andre hjælpe med at rette op igen.”

​

Jan er klasselærer i overbygningen, hvor der i 7. klasse er sammenlægning af elever fra 2 andre skoler. Når han bliver klasselærer for en ny sammenlagt 7. klasse, betragter han dem som helt rå. Han bruger rigtig meget energi i at skabe noget fælles, så der kommer nogle gode relationer mellem eleverne og til ham som lærer. Jan gør brug af hjælpemidler, som ligger uden for skolen.

Han tager med dem i biografen, på restaurant og andre sociale arrangementer og masser af hyggetid. Men Jan kan også godt finde på at tage ud og se eleverne udøve deres fritidsinteresser f.eks. fodboldkampe osv. Han gør primært denne øget indsats i 7. klasse, og hvis han opnår et godt fællesskab her, så har han dem, hvor han kan løfte dem til faglige højder, og de har hinanden som støtte og hjælp. Jan ser det som afgørende, at skibet sejler ligeud, før undervisningen og det faglige kan spille max gas.

Når skibet sejler lige ud, gør Jan også brug af CL principperne, hvor placeringen af fagligt og socialt stærke og svage elever er nøje overvejet og ikke en tilfældighed. Samtidigt gør Jan også brug af Brain Breakers, som kan være Walk and Talk, massere hinanden eller løbe nogle diktater.

Her sørger Jan også for at bryde den klinkedannede mekanisme ved at sætte elever sammen på kryds af hinanden. Jan står altså som en tydelig kaptajn på fællesskabsskibet, og ved spørgsmålet om, om fællesskab kan ske uden hans hjælp, svarer han

​

”Jo jo det kan det sagtens, men det bliver ikke 100%. De sejler ikke lige. Der vil altså være nogen, som hænger, og dem skal man have fat i. De skal også have en følelse af, at de faktisk er med i det her skib”.

​

Jan vurderer, at der altså er omkring 10% ved 7. klasse skolestart, som ikke føler, at de er med i skibet. Det er ofte elever, som kommer med en tung bagage hjemmefra. De skal samles op, og her ser Jan det som en fælles opgave med klassen at samle disse elever op. Og Jan oplever, at det lykkedes, når fællesskabet sidder 100% i skabet. Skibet sejler altså ligeud.

​

Jan arbejder ikke udelukket med elevernes fællesskab. Han har også fokus på forældrenes fællesskab og opfordrer dem til at have en indbyrdes god relation. Her er det Jan, som hjælper forældrene i gang ved at indbyde til f.eks. madpakkelavning, så forældrene har mulighed for at lære hinanden at kende og senere hen arrangere forældreaftner og hyggestunder. Forældrenes fællesskab er også med til at fremme elevernes fællesskab.

Forældrene er villige til at hjælpe med de sociale arrangementer i form af finansiering. Jan har kun oplevet to gange i sin 20 årige lange karriere, at en familie ikke har haft pengene til et sociale arrangement, og her har det været helt naturligt for de andre forældre at hjælpe med betalingen.

Man kan så spørge, om det er en god ide at investere så meget af sin fritid og private tid i sociale arrangementer uden for skolen med sin klasse? Hertil svarer Jan

​

”Både og. Når jeg gør det, så har jeg ingen udfordringer i 8. og 9. klasse. Så kører det bare. Jeg har ikke nogen forældresamtaler. Jeg har ikke nogen trælse episoder. Så er det jo godt givet ud. Det giver bare mig så meget, og det kan jeg jo se i mine år som lærer, men også i det faglige, når de når 9. klasse. Så er de helt oppe og køre”.

​

Jan investerer meget af sin tid på sociale arrangementer uden for skolen og især i 7. klasse, Han erfarer her, at det er givet så godt ud, at han i 8. klasse kan bombardere dem med lige meget hvad fagligt, og de er stadig med. Og i 9. klasse ser han det som helt ekstremt, hvor meget fagligt de har suget og stadig suger til sig.

Der bliver investeret meget tid fra Jans side i de 3 år, som han har en klasse. Hans første opgave er at skabe en klasse, som står sammen.

Han mener selv, at han bruger omkring 60 % af sin tid på denne opgave, hvor de resterende 40% bliver brugt på undervisningen. I 7. klasse prioriterer han ikke undervisningen højere, end de når det, som er besluttet ovenfra. Til gengæld, hvis han har succes i 7. klasse, oplever han, at han kan skrue det faglige niveau op i 8. klasse og så give den fulde hammer på fagligheden i 9. klasse, hvor eleverne typisk opnår bedre resultater end gennemsnittet. Fordelingen af Jans tid kan ses i grafen under.

​