Dialog og involvering: Derved kommer der automatisk fokus på begrebet læringsledelse: Her opfattes eleverne som individer, der ønsker at bidrage til egne læreprocesser, hvis blot omstændighederne tillader det. Læringsledelsens arbejdstilgang tager dermed ofte udgangspunkt i en socialkonstruktionistisk tilgang, hvor læreren fokuserer på at udvikle en læringskultur med dialog og medinddragelse af eleverne.

​

Anerkendelse: Elevens mod til at byde ind udspringer ofte af en fællesskabsfølelse. Ifølge den tyske filosofiprofessor, Axel Honneth, er det kun muligt at tilegne sig denne følelse, hvis individet oplever anerkendelse og dermed værdsættes som en del af fællesskabet.

Honneth opererer med tre anerkendelsessfærer: den emotionelle, den retslige og den solidariske/sociale. Den sidstnævnte er den mest interessante i denne sammenhæng. Med den solidariske sfære menes der arbejdspladsen, uddannelsessystemet eller andre sociale sammenhænge. Det er her, man kan anerkendes for sine præstationer og kvaliteter som et menneske, der bidrager positivt til fællesskabet. Det er med til at udvikle individets selvværd. 

Ifølge Honneth er anerkendelsen først betydningsfuld for det enkelte individ, hvis den kommer fra en person, en gruppe eller et samfund, som man selv anerkender. Den skal altså være gensidig.

Den norske forfatter og professor Berit Bae mener, at anerkendelse hænger sammen med erkendelse; “uden erkendelse ingen anerkendelse og uden anerkendelse ingen erkendelse”. Hun lægger vægt på empatisk indlevelse.

Man skal sætte sig ind i andres oplevelsesverden, og dermed forsøge at se tingene fra den andens erfaringsbaggrund. Børn er meningsskabende individer helt fra fødslen, siger Bae. Med deres handlinger skaber de omgivelserne omkring dem.

For at forstå meningen kan man ikke kun have fokus på opmærksomheden ved den ydre handling, men må forsøge at se bagom handlingen. Der er behov for, at man spørger sig selv: “hvad betyder handlingen for den anden person, hvad vil han eller hun med den, hvordan opleves den, hvad sig han/hun til sig selv osv.” Det kunne eksempelvis være ved at anerkende de enkelte elever i forbindelse med en fremlæggelse, hvor man kunne anerkende eleverne ved at sige, at man kan se, at de har øvet sig. På den måde opdager eleverne, at deres lærere lægger mærke til dem - og måske få følelsen af, at det ikke har været spildt arbejde at øve sig.

Man kan også anerkende ved at differentiere, for at tage hensyn til de svage elever. Et sidste eksempel kan være, at læreren skal have fokus på at tage de elever, der sjældent rækker hånden op. De kan medføre, at eleverne får en følelse af at høre til, og dermed kan der opstå et trygt læringsmiljø, hvor eleverne bliver inkluderet i undervisningen. 

Ifølge Honneth er mennesket et anerkendelsessøgende væsen, som grundlæggende ønsker at realisere et godt liv. Man må derfor gå ud fra, at eleverne altid ønsker at gøre det så godt, som de kan – og derfor vil anerkendes for deres indsatser.

Desuden må vi tænke over, hvilket samfund vi uddanner børnene til: nemlig et demokratisk samfund med en stor grad af lighed.

En anerkendende pædagogik vil give børnene en stor grad af selvværd, der medfører en virketrang og et engagement og gå-på-mod til at være aktive samfundsborgere, som tager del i det omkringliggende samfund, herunder det danske foreningsliv.

Anerkendelse handler ikke bare om ros men også at blive taget seriøst som individ. Derfor er det afgørende, at børnene anerkendes for dem, de er, og ikke kun det de gør. Dette passer godt ind i et samfund som det danske med stor lighed, hvor det ikke er ens bedrifter, der alene afgør ens betydning og status i samfundet.